Anna og Pepe leverer top-præstation
Et fantastisk stævne
”Alt i alt et kanon stævne” fortæller en glad Anna, der sidste weekend var til start ved det internationale firestjernede stævne i Hagen, Tyskland.
”Pepe var bare i så fin form. Han føles super veltilpas og prøver at gøre alt til UG. Jeg lavede selv lidt fejl i galopprogrammet begge dage, men han reddede mig heldigvis.”
To rigtigt fin ture i Grand prix og Grand Prix Special, resulterede i henholdsvis 75,16% og 76,0% hvilket betød to flotte placeringer i det stærke internationale felt. Begge klasser blev vundet af verdensranglistens nummer et, tyske Kristina Bröring-Sprehe og hingsten Desperados.
”Jeg tror, vi har fundet opskriften på den rigtige træning mellem stævner.” fortæller Anna som en del af forklaringen på de fine resultater med den 16-årige Pepe; ”Tidligere holdt han fri nogle gange i to uger, men jeg tror, at det er for hårdt for hans krop at komme i gang igen efter en så lang pause. Så nu holder jeg ham igang på et basis niveau i form af let træning.” Og tilføjer med et stort smil; ”Efter bare to fridage, red jeg ham let– og der var rigeligt energi igen allerede.”
I år var stævnets tema 'Horses & Dreams meets Denmark', og der var derfor endnu flere danske ekvipager til start ved det traditionelle stævne, der markerer udendørs sæsonens start; ”Det gav en rigtig god stemning, synes jeg, og det var dejligt, at være så mange danskere afsted og se dem alle sammen igen.”
Pepe og Anna’s næste stævnestart er til Danmarksmesterskaberne på Broholm i juni. Vi er så klar til at heppe!
Anna Kasprzak and Pepe delivered yet another top performance in Hagen, Germany, earning a whopping 76% in Grand Prix Special. Our congratulations